Den meget omdiskuterede anvendelse af træspåner og lameller var forbudt ved lov i Europa, helt frem til starten af dette årtusinde. Men I december 2005 gav EU tilladelse til, at medlemslandenes vinproducenter kunne bruge træspåner under vinfremstillingen – noget, som man længe har gjort i mange oversøiske vinlande, og som giver vinen den eftertragtede aroma af egetræ uden brug af kostbare egetræsfade.

Der er blevet taget varmt imod tilladelsen i Bordeaux, hvor salget af træspåner til vinproducenterne er steget med hele 200% mellem høsten i 2005 og i 2006.

En hel del af spånerne bliver ifølge Decanter brugt til fremstillingen af AOC-vine, og det er en torn i øjet på INAO (Institut National des Appellations d’Origine), der administrerer det franske AOC-system. Allerede i november sidste år kom INAO på banen med en bandlysning af brugen af træspåner i AOC-vine. Men et vedtaget forbud er der ikke kommet ud af det endnu. Foruden spåner bruger vinproducenterne nu også stave.

Kan man smage, om en vin har fået tilført træsmag gennem fadlagring eller via træspåner? Det kan man faktisk ikke. Men ifølge avisen ”24 heures” har en 29-årig ønologistuderende, Sébastien Butticaz, angivet vejen til en metode, som han har lagt frem i sin afgangsopgave på den schweiziske vinskole Ecole d’ingénieurs HES de Changins i byen Nyon.

Sébastien Butticaz har opdaget, at der er forskel på de stoffer, der afgives fra spånerne og fra fade, der er blevet opvarmet over et bål under fremstillingen. Spånerne afgiver vanillin, mens fadene afgiver furfural, en såkaldt heterocyklisk aldehyd, der blandt andet forekommer i humle, og hvis lugt beskrives med ord som sødlig, træagtig, mandel, vellugtende og brød.

Nu mangler man bare et instrument, der på en nem måde kan registrere de to forskellige stoffer, hvis man skulle have brug for det. I Schweiz kan vinproducenterne frit vælge mellem de to metoder uden at nævne det på etiketterne. Der er ikke noget ulovligt ved spånerne. I øvrigt er der jo også mulighed for at varmebehandle spånerne, og er vi så ikke lige vidt?

Kilde: http://www.vinavisen.dk/Sider/Nyheder_2007-13